Terapi med plads til dig
Den individuelle samtale
Et roligt og fortroligt rum for det, du gerne vil forstå, mærke eller forandre — i et tempo, der passer til dig.

Udgangspunktet
Du behøver ikke have en årsag klar inden vi mødes. Vi kan undersøge det sammen.
Der kan være mange grunde til at overveje terapi. Måske står du i en svær livsperiode, kæmper med specifikke psykiske sårbarheder eller oplever en følelse af at være gået i stå i dit liv.
Du genkender måske følelsen af at være forkert i relationen til dig selv eller andre — eller at være fastlåst i de samme svære tankemønstre. Eller måske oplever du en modsætning imellem dine værdisæt og måden, du lever dit liv på.
Det kan også være du blot ønsker professionel sparring på dine tanker og følelser. Uanset hvad det drejer sig om, er ønsket om at tage roret for din egen heling og livsudfoldelse helt central.
Hvad kan jeg hjælpe dig med?
Jeg tilpasser mit terapeutsike arbejde til den person jeg sidder over for og det du ønsker at arbejde med. Hvad det end er, skaber jeg en tryg og nysgerrig ramme for vores tid sammen.
Relationel og følelsesmæssig mistrivsel
Livskriser og sorg
Lavt selvværd, skam og depression
Stress og burnout
Angst
Selvskade og mistillid
Udviklingstraumer og C-PTSD
Identitet, grænser og tilknytning
At være pårørende til fysisk eller psykisk sygdom
Afhængighedsproblematikker
Hvordan foregår terapien?
I den terapeutiske samtale gør jeg særligt brug af NARM-metoden, og også Compassionate Inquiry, udviklet af Gabor Maté.
Jeg arbejder ud fra et helhedsorienteret perspektiv. Det vil sige, at vi undersøger dine tankemønstre og følelser, samtidigt med at vi er opmærksomme på, hvordan de kommer til udtryk i din krop og nervesystem.
Vi begynder med at afdække dine ønsker for terapien. Herefter ser vi på, hvad der står i vejen for at realisere de ønsker, du har for dit liv eller nuværende situation. Jeg sikrer en tryg og fri terapeutisk relation, hvor vi sammen kan udforske din selvforståelse, ressourcer og eventuelle mønstre, der spænder ben for dig.
Et nervesystem i balance
Ud fra en neurobiologisk tilgang arbejder vi i et tempo, hvor dit nervesystem kan nå at følge med. Det giver dig plads til at bearbejde svære følelser og forløse spændinger eller traumer, der kommer til udtryk i krop, tanker eller adfærd. Du bestemmer altid, hvor langt og dybt vi går. Med terapeutisk nærvær holder jeg et ikke-dømmende og frit rum for din proces, så du kan genfinde dit potentiale for en friere livsudfoldelse og skabe de ændringer, du ønsker i dit liv.
Jeg tilbyder
En gratis, afklarende samtale, hvor du kort fortæller, hvad du søger hjælp til, og/eller stiller spørgsmål til min måde at arbejde på.
Jeg sikrer
Løbende afstemning undervejs i et forløb. Her taler vi om, hvordan forløbet opleves, og om fokus fortsat giver mening for dig.
Min tilgang
Nærvær, nysgerrighed og autencitet.
Trænet i metoder som NARM og Compassionate Inquiry er jeg opmærksom på sammenhængen mellem vores indre opmærksomhed og det vi udtrykker med ord eller handlinger.
Jeg møder dig, dér hvor du er på en lyttende, nysgerrig og ærlig måde. Med åbenhed og opmærksomhed støtter jeg den læring eller indsigt, der opstår i dig undervejs.
Som NARM terapeut arbejder jeg med somatisk mindfulness og har et nærværende fokus på den terapeutiske proces.
Hvor kan vi mødes?
To måder at skabe en tryg terapeutisk relation på.
Indre København
Personlige møder nær Gl. Strand og Nørreport. Den præcise adresse oplyses ved booking.
Online
En fleksibel mulighed, hvis afstand, hverdag eller behov gør det lettere at mødes digitalt.
Er du i tvivl, om terapi er det rigtige?
En gratis 20-minutters afklarende samtale med plads til dine spørgsmål — uden at du binder dig til et forløb.